• En af de to vinder København, et stort, symbolsk slag er skudt i gang

    Source: BDK Borsnyt / 19 May 2025 23:30:04   America/Los_Angeles

    Søndag var der nøjagtig et halvt år til. Til november er der valg til kommuner og regioner, og i København tegner der sig et ultimativt opgør om den øverste post mellem Socialdemokratiet og SF. Et opgør, der spejler rivaliseringen mellem de to partier på den landspolitiske scene og trækker tråde til Mette Frederiksens og Pia Olsen Dyhrs armlægning om, hvem der stærkest repræsenterer de klassiske røde midtervælgere. I København er valgkampen i fuld gang. I hvert fald hvis man følger den ene af de to vigtigste kandidater til posten som overborgmester, socialdemokraten Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun lancerer det ene politiske udspil efter det andet, senest om parkering i København. Imens er hendes største rival til posten, SFs sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling, meget lidt synlig. Med et halvt år til valget er hun fortsat stort set ukendt blandt københavnerne. Det er ikke sådan, at Welling ikke er klar til at overtage Københavns øverste post. Det er hun i den grad. Det er heller ikke sådan, at SF centralt ikke arbejder hårdt på at vinde overborgmesterposten i København. Det gør partiet. Man anser det i toppen af SF, som den ultimative triumf, hvis Sisse Marie Welling kan fravriste Socialdemokratiet overborgmesterposten. SF i København har længe stået godt i meningsmålingerne på ryggen af landspolitiske tendenser. Onde tunger i Socialdemokratiet mener at vide, at SF-borgmesteren allerede er i gang med at prikke de medarbejdere på skulderen, som hun gerne vil have med sig over i sin stab som overborgmester. Det er i givet fald for tidligt. To forskellige strategier Socialdemokratiet og SF forfølger to meget forskellige strategier. Rosenkrantz-Theils vej til valget i november er synligt – og nogle gange i strid med sine partifæller på Rådhuset – at lægge en ny socialdemokratisk kurs for København. På væsentlige punkter gør den op med, hvad Sophie Hæstorp Andersen stod for. Håbet er, at nye planer for metro, parkering, skoledistrikter, boligbyggeri og andet appellerer til københavnerne. Sisse Marie Wellings strategi er først og fremmest at signalere evnen til at samle begge sider af Borgerrepræsentationen i et opgør med over 100 års socialdemokratisk styre. Det er der givetvis en del musik i, men ikke uden at SFs spidskandidat kommer mere offensivt ind i valgkampen. Begge de to favoritter til posten som overborgmester har blikket rettet mod konstitueringen på valgnatten. I det lys er Pernille Rosenkrantz-Theils udspil om parkering, som hun søndag fremlagde i Politiken, interessant. Det rækker ud til højre og især til De Konservative, som har gjort parkering til en vigtig mærkesag. Medmindre det usandsynlige skulle ske, at SF, Enhedslisten og Alternativet alene får flertal til november, så har Sisse Marie Welling brug for støtte fra et eller flere blå partier. Valget om et halvt år kan meget vel blive en parkeringsvalg. Antallet af p-pladser er blevet en vigtig ideologisk markør. I mange år er det gået i retning af færre og stadigt dyrere parkeringspladser i centrum af København og i brokvartererne. I nogle nye bydele er parkering gjort næsten umuligt. Nu er signalet fra Pernille Rosenkrantz-Theil, at hun vil den modsatte vej. Hendes forgænger Sophie Hæstorp Andersen gik i 2021 til valg på at nedlægge en tredjedel af alle parkeringspladser i gaderne i København. Den nye socialdemokratiske spidskandidat mener, at der skal være flere parkeringspladser, og at det skal være lettere for dem, der bor og arbejder i byen, af finde et sted til bilen. Dødt løb mellem S og SF Enhedslistens teknik- og miljøborgmester Line Barfod reagerede skarpt på det socialdemokratiske udspil. EL vil »den stik modsatte vej«. »Socialdemokratiet er ikke til at regne med, hvis man ønsker en grøn by,« siger hun til Politiken. I en intern meningsmåling fra Norstat, som Altinget har set og fået bekræftet fra en række kilder, får Socialdemokratiet 17,4 procent, mens SF før 17,2 procent. Enhedslisten står fortsat som der største parti med 20,5. Den konservative børne- og ungdomsborgmester, Jakob Næsager, har sagt, at han ikke vil udelukke at pege på Welling som overborgmester. Det er i givet fald blevet sværere med det socialdemokratiske udspil om flere p-pladser. Selvom Pernille Rosenkrantz-Theil fik en hård medfart, da hun på Mette Frederiksens foranledning foretog et opsigtsvækkende bytte med Sophie Hæstorp Andersen, som overtog hendes post som social- og boligminister, så er det for tidligt at afskrive hende som overborgmester i København efter næste valg. Indtil videre har hun valgkampen for sig selv. Det vil Socialdemokratiet udnytte. https://www.berlingske.dk/politik/en-af-de-to-vinder-koebenhavn-et-stort-symbolsk-slag-er-skudt-i-gang
Share on,